Min egen historie med spise- og slankekursforstyrrelse
Min egen historie med spise- og slankekursfor-styrrelse
Jeg er opvokset i det, jeg vil kalde en velfungerende kernefamilie, med mor, far og lillesøster i en lille landsby i Nordjylland.
Jeg var som barn og ung dygtig, ordentlig og pligtopfyldende. Fuld af selvtillid. Jeg havde styr på mine ting. Fik gode karakterer i skolen, dyrkede sport og havde fritidsjob. Var vellidt i skolen, havde flere gode venner og mine forældre bakkede op om det, jeg lavede.
Udadtil var det hele godt, men inden i mig var det en smule vanskeligere.
Jeg prøvede hele tiden at gøre mit bedste. Jeg stræbte efter at være blandt de bedste hele tiden, både i skolen og til sport. Det var det, jeg troede, mine forældre ønskede. Det var det, jeg troede, jeg skulle. Mine forældre og lærere roste mig og gav mig vedvarende anerkendelse for det, jeg gjorde – og for det jeg kunne; men aldrig for det, jeg var!
For mig handlede det hele tiden om ikke at lave fejl. Jeg passede mine ting til punkt og prikke – for der skulle ikke være en finger at sætte, på det jeg lavede. Der måtte ikke være fejl. For hvis jeg fejlede, var jeg ifølge min egen overbevisning ikke god nok. Og når jeg ikke var god nok, så kunne min mor og far ikke lide mig. Sådan var regnestykket inde i mit hoved.
Jeg levede i evig kontrol. Jeg måtte hele tiden have styr på mig selv og mine ting. Intet var overladt til tilfældighederne, for så var det, jeg lavede, jo ikke godt nok. Hvilket i mit hoved betød: Jeg var ikke god nok.
Jeg kontrollerede, kontrollerede og kontrollerede, men kan man det i længden? Jeg kunne ikke.
Som 15-årig begyndte jeg pludselig at interessere mig for mad – eller rettere kalorier. I takt med at jeg kom i puberteten og udviklede naturlige kvindelige former, blev jeg bange for, at jeg var ved at blive tyk. Det var jeg overhovedet ikke, men i min verden var tyk lig med mangel på kontrol og lig med forkert. Desuden betød kvindelige former, at jeg var ved at blive voksen, hvilket for mig betød ansvar. Mere ansvar, hvilket jeg overhovedet ikke kunne overskue.
Min taktik var (overraskende nok), at jeg måtte sørge for at få kontrol og styr på tingene. Jeg opstillede en række regler og restriktioner for min spisning, og det krævede selvkontrol. Mine tanker kredsede om mad konstant – særligt alle de madvarer, jeg havde udelukket fra min kost, var i mine tanker, og det endte til sidst med tab af kontrol: Jeg overspiste i de ”forbudte” madvarer.
Underspisninger, overspisninger, kontrol/ikke kontrol, rigide madregler, periodevis overdreven træning og opkastninger blev hermed min hverdag. Jeg udviklede en slankekursforstyrrelse og siden en spiseforstyrrelse – spiseforstyrrelsen bulimi, der som BED (Binge Eating Disorder) blandt andet er kendetegnet ved episoder med tvangsoverspisning og tab af kontrol i forbindelse med spisningen.
Stop now – Heal later
Som 26-årig stod jeg en dag på Aarhus Universitet. Så mig selv i spejlet. Havde blodudtrækninger omkring øjnene efter gårsdagens overspisningsepisode og opkastninger. Mit indre fyldt op af skyld, skam og selvbebrejdelser.
Lige der – lige i det øjeblik traf jeg mit livs vigtigste beslutning.
Jeg traf en beslutning om, at jeg ville afslutte mit hemmelige forhold til mad – slippe ud af madtankerne og under- og overspisningernes fængsel. Så det gjorde jeg.
Jeg indså, at min krop havde brug for mad. At mange af min madtanker og tvangsoverspisninger faktisk var drevet af naturlig, biologisk SULT, så jeg var nødt til at spise – spise regelmæssigt over hele dagen. Ikke længere noget med halve eller hele dages faste. Ikke længere indre ”skælden ud”, når jeg spiste mad – al slags mad.
Jeg besluttede, at jeg fra det tidspunkt ville acceptere, hvis jeg en gang imellem kom til at spise for meget. Jeg ville trække på skuldrene og sige pyt – for alternativet var værre, vidste jeg. Madrestriktionerne, den undertrykte sult, den ekstra motion, den afledte skyld og skam efter overspisningerne og for mit vedkommende opkastningerne var værre – og det skulle slutte. Jeg ville til at leve livet. Tillade mig selv at være mindre selvkontrollerende og udvise mod til at få en kæreste. For en kæreste, en ægtefælle, en livsledsager var en nødvendighed, hvis jeg nogensinde skulle indfri mit allerinderste livsønske: At få børn og få en familie.
Jeg besluttede mig for at opsøge professionel hjælp. Jeg kunne ikke løse opgaven selv.
Langsomt blev mit forhold til mad mere og mere afslappet. De evige madtanker forsvandt, og ret hurtigt fik jeg lært at spise det, jeg havde lyst til, og i de mængder, jeg stort set havde brug for.
Mit spisemønster var mangeårigt en ”ven”, der hjalp mig til at håndtere de ting, der var svære i livet. Det hjalp mig med at håndtere følelser, som jeg ikke ønskede at have eller havde svært ved at være med. Samtidig var spisemønstret også min værste ”fjende”, som gav anledning til, at jeg efterhånden tvivlede mere og mere på mig selv og det, jeg var.
Første skridt på vejen til forandring er at blive bevidst. Få indsigt i gamle mønstre, indre overbevisninger, tanker og følelser og dernæst – over tid – øve sig i at gøre og sige noget andet til sig selv, end det man plejer!
Trods mangeårig madro kan de selvkritiske tanker og behovet for kontrol ind imellem fortsat komme til mig; men jeg har besluttet mig for, at jeg vil øve mig i at være menneske med alle de glæder, sorger, fejl og mangler, som det nu engang indebærer. Jeg vil øve mig i at sige til mig selv: at jeg er god nok. At jeg er mig – og præcis, som jeg skal være!
Klinik for Vægtneutral Sundhed
v/ Susanne Leerbeck
Hadsundvej 61A, 9000 Aalborg
+45 93950196
susanne@vaegtneutral.dk
CVR-nr: 40570004
Klinik for Vægtneutral Sundhed
v/ Susanne Leerbeck
Hadsundvej 61A, 9000 Aalborg
+45 93950196
susanne@vaegtneutral.dk
CVR-nr: 40570004